500 år med Luther

Nogle kristne kalder sig lutherske, mens andre kalder sig noget helt andet. For nogle kristne står Luthers ord næsten på siden af Bibelen ord, mens andre har det helt anderledes. Under alle omstændigheder, så er sagen at i Danmark i 2017, handler meget om Luther. Vi hører om hans liv og lære og naturligvis om reformationen, fordi det i år er 500 år siden alt dette skete.

Luther har i sandhed gjort meget godt for Kirken. Bl.a. lavede han nogle korte sætninger, som nærmest blev det vi i dag vil kalde slogans. Den ene sætning lød: "Sola scriptura", hvilket betyder: "Skriften alene". Med dette slogan i tankerne kunne man passende fejre reformationen på en god luthersk måde ved et arrangement med Bibelen Live og her lytte til skriften alene!

Ønsker man at udfordre Luther, hvilket også ville være helt i hans egen ånd, da han selv var en aktiv debattør og ikke bange for at sige sin mening til datidens ledere, så kunne man vælge Jakobs Brev Live, da Luthers syn på dette skrift mildest talt ikke var særligt positivt. Det skyldes bl.a. brevets vægtlægning på gerninger.

Jeg tilbyder i 2017 et dobbeltarrangement med recitation af både Jakobs Brev og Bjergprædikenen. Derefter kan emnet for en efterfølgende samtale være: Havde Luther ret i sin kritik af Jakobs Brev og er brevets indhold egentlig anderledes end Jesu egen forkyndelse i Bjergprædikenen?